Energiløs, men glad socialrådgiver - atter med piercing!

De første 3 uger på jobcentret er overstået. Det er gået stærkt. Men jeg er glad for at være der, har dejlige og ikke mindst hjælpsomme kollegaer, bliver for hver dag bedre til min job og farer væsentligt mindre vild end jeg gjorde den første uge. Men det er hårdt at være ny. Det er hårdt og energidrænende at være konstant på tæerne for at følge med og konstant usikker på sine beslutninger og handlinger. Selv om det er blevet bedre, så er jeg stadig lidt bange, når min telefon ringer - bange for, at der ringer en borger, som vil have svar på noget, som jeg ikke ved noget om(hvilket der er ret store chancer for), en borger, som er vred og utilfreds eller en samarbejdspartner, som bare går ud fra, at jeg har helt styr på det hele.

Men jeg har endnu ikke styr, hvad, hvordan og hvorledes jeg skal agere som beskæftigelsesrådgiver, og hver gang jeg tror, at jeg er ved at være på sikker grund, så afslører et sagsmøde eller en uformel snak over frokosten, at der stadig er lang vej endnu, til at jeg kan styre beskæftigelsesskibet sikkert i havn. Dette bliver naturligvis ikke hjulpet på vej af, at jeg den sidste uge har fået 14(!) nye sager. So long, nedsat sagsstamme til nyuddannede socialrådgiver.

Der er ikke megen energi til skæg og ballade til overs i øjeblikket. Det meste af min fritid og energi går til at finde mig selv et nyt hjem. Et rigtigt købehjem med banklån, rådighedsbeløbsvurdering, ejendomsmæglere, advokatbistand og tinglysning(!?). Jo, der er mange voksenting at forholde sig til. Og dette er muligvis årsagen til, at jeg fredag gik genåbnet min labretpiercing(i hagen...) - havde brug for lidt teenageri. Dog er hovedårsagen nok, at jeg har savnet min piercing - savnet det den repræsenterede for mig - et symbol på en tid og oplevelse i Canada. Ergo jeg atter med piercing, men ellers meget voksen og ansvarlig pt. F.eks. brugte jeg fredag aften på at se X-factor og strikke. Jeg indtog dog en halv øl, hvor efter jeg faldt i søvn!

25 år og efteraber stadig sin storesøster

Så har jeg begået en blog. Og ja, jeg kan ligeså godt indrømme det: Jeg har tyvslået ideén om en blog om netop tilværelsen som nyuddannet fra min kære søster, som efter hun blev færdig som lærer i sommer oprettede sin.

Så her en markant brist på min originalitet allerede fra først færd. Men jeg tager chancen - tænker, at cyberspace sagtens kan rumme begge vore blogs. Undskylder over for Marie for at have ladet mig "inspirere" (=kopiere) af hendes blog. Men efter 25 år med mig som lillesøster, kunne man måske påstå, at søster Marie må have vænnet sig til min "kopiering". Det startede med tøj(jeg elskede jo diverse familiekomsammener i ens tøj, mens du Marie tværtimod reagerede straks mere modstandsfyldt på konceptet), idoler, musik, gymnasium, kørerlærer og endte jo forrige år ud i , at jeg blev valgt som næstformand for de socialrådgiverstuderendes studenterorganisation ligesom min søster tilsvarende havde været næstformand for de lærerstuderendes studenterorganisation. Så lad det vær sagt: Bloggen er bare sidste skud på stammen:-)

Så fik vi det på plads. Og lad mig så vende tilbage til, hvorfor denne blog(det virker ligesom lidt som på sin plads, at ens første indlæg skal omhandle baggrunden for bloggen). Og der er skam flere årsager ud over en mange årige "inspiration" af søster Maries gøren og laden.
For det første, så har jeg lyst til at berette om, hvordan det er at være nyuddannet socialrådgiver i regelrytteriets angivelige højborg, når netop det klassiske arbejde i kommunale forvaltninger ikke just har fyldt mest i mit uddannelsesforløb på den internationale linie på socialrådgiveruddannelsen. Jeg har lyst til at nedfælde nogle af de tanker og overvejelser jeg gør mig i disse dage, når jeg hele tiden krydser nyt land, nye udfordringer og nye "oh shit" situationer! Tanker om ikke at ane, hvad jeg skal gøre, tanker og beretninger, når succeshistorierne og fiaskoerne melder sig på banen.