lørdag den 23. august 2014

Damen på kommunen takker af



Det er vildt! Om en uge har jeg haft min sidste dag på jobcentret, i hvert fald for denne gang. Stillingen er sagt op, kontoret er snart ryddet og den gennemsnitlig lønindtægt er skiftet ud med en magelig tilværelse på SU(igen og nu med fast ejendom og boliglån...). Fra september er jeg kandidatstuderende på pædagogisk sociologi på Århus Universitet. BUM!

Beslutningen blev truffet for godt et halv år siden. Men overvejelserne har været der længe, ja nok i virkelig allerede på socialrådgiverstudiet. Jeg er blevet mødt med stor forståelse og interesse på jobcentret. Min leder har endda pippet noget om, hvis ikke hun havde hus og 2 skilsmisser, så var hun klar til at følge med.

Jeg har glædet mig, og har sandt sige også været en anelse demotiveret i forhold til mit arbejde her over sommeren. Beklager, jeg kommer muligvis til at koste et par refusionskroner, men satser på en imponerende slutspurt. Er også i dag kommet til at sende en mail til den helt forkerte. Det er både pinligt, lidt kritisk og har muligvis også optrappet en konflikt mellem jobcenter og en anden forvaltning i kommunen. Hov og farvel...!

Men afskeden nærmer sig og knuden i maven vokser. Afsked med gode kollegaer - venner, som betyder alt i forhold til arbejdsglæden. Dem har jeg heldigvis haft mange af. Det er også afsked - eller i hvert fald et midlertidigt på gensyn til mit fag. Og det er jeg måske ikke helt klar til. Socialrådgiver er et job, men det er også et identitetsskabende erhverv, hvor man kærer om samfundets svageste og deres muligheder for at udnytte deres potentiale. Og det er ikke sådan at holde op med. Så mens jeg sad og så "Socialrådgiverne" på DR1 og følte stolthed over for mit fag og fagfæller, ja så havde jeg slet ikke lyst til at stoppe. Jeg er faktisk heller ikke spor interesseret i at stå i en anden fagforening end Dansk Socialrådgiverforening. Det er og vil fortsat være en del af mig og min faglighed.

Og så er der mine borgere - og ja, der er flere smertebørn. Både dem, som ingen andre vil røre eller rumme, og så dem, som rummer så meget potentiale, at hvis vi som system vil tilbyde dem den tilstrækkelige hjælp og acceptere deres udviklingstempo, så de nå både deres egne og systemets mål. Der er særligt et par stykker, som jeg saksusme gerne fortsat vil følge.
Jeg er ret realistisk omkring, at jeg ikke har gjort store forskelle for de mennesker, som har mødt mig på deres vej rundt i systemet. Der kan godt være lidt langt mellem snapsene på jobcentret, når der er lavkonjunktur og målgruppen er millimeter fra en førtidspension og stemningen er lidt panik før lukketid. Og succes desuden ofte defineres ud fra interne kvalitetsstandarder med fokus på målbar evidens. Men der har været små succeshistorier og mange smil, trods svære og ulykkelige situationer.

Men beslutningen ER truffet. Min afløser er endda fundet. Introdagene venter allerede på tirsdag, og jeg glæder mig jo. Jeg er også overbevist om, at det er den rette hylde og næste skridt mit liv(nu hvor jeg så dårlig til at gå til 'mand og børn'. Men den ændrer nok ikke ved, at knuden i maven, når at blive en klump i halsen til på fredag.

mandag den 26. august 2013

Ud og se med DSB - hver eneste dag

Ud over en daglig gang på et dansk jobcenter, så har jeg også min daglige gang i DSB's toge. Jeg er pendler. Og langt de fleste dage en ganske tilfreds pendler. Jeg kunne ikke drømme om at droppe togkortet for en tur i bil. Nuvel toget er forsinket(eller kører slet ikke - damm you IC4-tog!) til tider, men det er vel ikke meget anderledes end, der kan være kø på motorvejen. Til gengæld kan jeg udnytte tiden i toget til at læse og drikke alt for dyrt to-go kaffe.

Men uanset min tilfredshed med pendlertilværelsen, så er der elementer - som oftest relateret til mine medpassagerer, der simpelthen tester mit temperament og tålmodighed til det yderste. Her en lille top 5:

1. Folk, der taler/larmer i stillekupéen. Der er ingen undskyldninger for det. Til gengæld er der et helt tog ud over disse 15 pladser, hvor der er rig mulighed for at snakke, larme, bruge sin mobil MED tastaturlyde og i det hele taget til at "glemme" at sætte sit mobil på lydløs.

2. Folk, der ligner typer, som vil snakke/larme i stillekupéen. De træder ind - og lige med det samme har man på fornemmelsen, at de der - de kan ikke tie stille. Således bruges tiden på at skumle og vente på, at de larmer så meget, at man kan tysse på dem. Det er ren stress, og det kan ødelægge en hver togtur at skulle overvåge potentiale stillekupéforbrydere

3.Folk, der ikke kan forstå konceptet "først ud, så ind". Det er meget simpelthen. Toget holder ved stationen. Nogen skal af - nogen skal på. Det er åndsvagt logisk, at det er lettest, at de som skal af toget, får lov at stige af, for derefter så de, som skal på, stiger ind. Der er endda opsat skilte på togdøren til at forklare denne meget simple logik. Alligevel går galt igen og igen. Alt for ofte, er der folk, som er overbeviste om, at ved mindre de styrter ind i toget, så snart dørene åbnes, så kommer de ikke med toget. Det er pisseirriterende. Det forlænger processen og vi andre bliver ramt af sportstasker og kufferter.

4.Folk, der står i vejen. Her forstås folk, som med kufferter og familiemedlemmer stiller sig midt på perronen, så samtlige mennesker skal gå uden om(træk ind i midten!!). Ligeså folk, som stopper op og hilser/knusser familiemedlemmer, lige ved toppen af rulletrappen(ja, I står i vejen!) og så folk som med første skridt ud af banegården stopper for at tænde en cigaret eller orientere sig(træd nu til siden!)

5.Børn. Eller ikke alle børn. Mest af måske visse børns forældre. De forældre, som har opgivet at underholde/holde barnet i bare nogenlunde ro, og som fra den lille husholdningen er vant til barnets skrig/sang/hopperi mv. og derfor er i stand til at ignorere denne adfærd- Det er vi andre ikke. Og det er børn, så kan ikke tysse. Dette toppes næsten kun af de forældre, som slet ikke kan se det ualmindelig irriterende i, at de lader børnene se Postmand Per og Ramasjang med lyd og uden høretelefoner. Således befinder hele kupéen i et eller andet ufrivilligt sært hørespil.

Og så er der dyr i toget... Det trumfer vist det hele - i livet og særligt i pendlerlivet. Er ikke nogen dyreven og har derfor ikke noget behov for at have Kingo som medpassagerer.


fredag den 5. juli 2013

Ting, jeg elsker ved sommer

  • Tour de France: Jeg ELSKER det kære cykelløb. Ingen dopingskandale eller Bjarne-udtalelse kan afholde mig fra hver sommer at fravælge sommersolen og frisk luft til fordel for at plante mig foran fjerneren og sluge touren råt.

  • Sommerfester, der først slutter, når det er blevet lyst: Der er og bliver en særlig elskelig oplevelse for mig at slingre hjem fra fest eller byen, mens det lysner i øst og fuglene pipper.(Til gengæld bliver til det stadighed en værre og værre oplevelse at vågne op igen efter disse fester - damm you, fremskredne alder!)

  • Ferie(snart!), jordbær og nye kartofler - vel ingen grund til at uddybe yderligere?

  • At være bare lidt pænere: Sommersolen bidrager positivt til min ellers lidt gustne og blege kontorkulør. Lidt sund farve på kinder og arme skal man ikke kimse af. Det er bare som om, at solbrun står godt til alt i min garderobe.

  • Udeliv: Jeg er ved guder ikke outdoorsee - utrolig mange(og virkelig hårde og ikke altid helt rare) år som spejder kan bevidne hvilken katastrofe, jeg er i at klare mig i naturen. Men jeg holder nu af, hvordan Danmark og jeg flytter os selv(altså bortset fra, når vi ser touren) og livet uden for hjemmets fire vægge. Vi flyder i parker og gårde. Vi griller og nyder maden uden for - også selv om sommervejret svigter, gør vi forsøget. Vi går ture, spiser is og kigger på vandet. Jeg bor i Århus - og både i bybilledet og min gård pibler det med liv. Og det er da bare herligt - og vi gør det på vores helt egen og pt. turistforhadte reserverede facon, hvor vi nyder hinandens selskab uden at interagere.

onsdag den 8. maj 2013

Top 5 flop på job


1) Da jeg hældte en kop kaffe ned af mig selv... 5 min før en borgersamtale og i en maxikjole... Ret stor plamage

2) Da jeg sagde 'så hold dog kæft' til en borger... med en flok socialrådgiverstuderende som observatører(der flittigt noterede ned). Og nej det var ikke bevidst valg af ord - borgeren var bare pisseirriterende.

3) Da jeg forleden under et møde var ved at falde ned fra en kontorstol.

4) "Belærte" en flok kolleger om vigtigheden af at holde en professionel distance til borgerne, da en borger tilfældigvis kom forbi og gik hen og lagde armen om mig og sagde:'Jamen, Lisbet - du skal da lige se de nyere billeder af børnebørnene.... Ja, distance er da mit mellemnavn....

5) Da gymball' en sprang - enough said!!!


fredag den 15. marts 2013

Åh fredag... og restferie

Rapport fra sofaen

Skønt med fredag. Halvdelen(den var stor i udgangspunktet) af opvasken er klaret og halvdelen(i det udgangspunktet var en kurv med top og op til flere bunker omkring) af vasketøjet er sat over.

Jeg har stadig travlt. Men jeg har det bedre med min travlhed.

Jeg har ikke ferie... Endnu! Men snart er det påske og så et par dage på arbejde. Og så har jeg ferie, hvor jeg skal til Rom sammen med yndlings Kisser. Derefter følge helligdagssæsonen(gotta love religion).







mandag den 4. marts 2013

Fuck travlhed


Har travlt - sådan på den der mit blodsukker er lavt måde, fordi jeg ikke har fået spist frokost.

Det er møgirriterende - og jeg prøver virkelig at håndtere travlheden mere fornuftigt, end jeg gør nu.

Så i går gik jeg lang tur med Ronnie, i dag til zumba(grinepause tilladt) med Lene og nu flad-udseance med sofa og (ret så dårlige) "Dicte" - og det hjælper.

I morgen kommer min veninde Mie hele vejen fra København. Det bliver kort, men godt. Vi skal til temadag i faggruppen - og klarer verdenssituationen ind imellem. Glæder mig - det er mad til sjælen.

Og så er jeg nærmest rask. Halleluja for hestekur med antibiotika!

Har to jobs pt. og kun 37 timer - det er jo et regnestykke, der aldrig kommer til at gå op. Men fuuuck, hvor jeg er træt af, at jeg ikke har tid til at gøre mit arbejde bare nogenlunde ordentligt. Øv!


søndag den 24. februar 2013

På ingen måde en guilty pleasure

Ud over en vis forkærlighed for paragraffer og en god lovvejledning, så emmer jeg også af kærlighed til disse fem drenge(mænd?!?):




Og lige nu kan man på dr.dk se dokumentaren om Robbies genforening med bandet og 'the making' af albummet Progress

http://www.dr.dk/nu-mobil#player/take-that/take-that-look-back-don-t-stare

Så jeg tilbringer søndag i sengen i selskab med iPad'en og 5 usædvanlig pæne mænd.

Faste læsere