Holiday time

Har sagt det tidligere. Nogen holder af hverdagen - jeg holder af ferie! Og endelig efter at have "slidt" sig igennem sommeren på jobcentret er det min tur at feriere. Hele 2 uger! Det er sørme første gang i min socialrådgivertid, at jeg skal have mere end bare en enkelt uge.

Jeg har så tilgengæld gjort, hvad jeg kunne for at booke ferien op. I morgen skal jeg til bryllup v. El presidente af SDS' venner Sune. På torsdag drager jeg til Malmö til noget kvalitetstid med niece(og hendes forældre). I den forbindelse skal jeg også til kusinebrunch. Det er nærmest en menneskealder siden, at jeg har set mine kære kusiner, så skal nok blive både sjovt og specielt at samles. Efter kusinebrunchen går turen til Krakow med min veninde Kisser - og før jeg ser mig om, så er jeg tilbage på kontoret og på den ergonomiske bold(som vokser af sig selv?! Det er åbenbart meget normalt, uden nogen kan forklare det).

Jeg har sørget for skrive alt ned af det, som jeg ikke har nået inden ferien(og det er meget). Men jobcentret kan være ganske rolig. Der er styr på de refusionsudløsende kontaktforløbssamtaler(for første gang nogen sinde).

Telefonen er sat på feriesvarer(= der kan ikke lægges besked!) og mail er sat på autosvar. Efter en sommer, hvor jeg har været "ferieafløser" på alt muligt officielt/uofficielt - herunder ganske officielt for vores IT-support(!), så er der en lille del af mig, som ikke er helt overbevist om, at jobcentret kan undvære mig de næste par uger. Det kan det jo nok, og det er måske sundt for krop, sjæl og ego, at jeg oplever, at livet går videre på jobcentret, uanset om jeg er der eller ej. Det er bare fandens at være uundværlig.

Lidt om mine kære borgere

Nu er mit arbejde - og mine muligheder for at udtale mig i detaljer herom naturligvis begrænset af et uomtvisteligt krav om tavshedspligt. Og når jeg nu nedenfor har tænkt at ytre mig lidt om "mine" borgere, så skal ingen frygte, at oplysninger om deres liv og livsforførelse nu tilhører cyberspace.

Jeg kalder de kontanthjælpsmodtagere, som jeg arbejder med/for for borgere. Men kært barn - mange navne. Officielt så tror jeg nok, at de skal kaldes for "kunder", men hvad er det lige, som de køber? Og jeg tvivler på, at der kan levere varen tilbage, hvis de ikke er tilfredse... Så er der naturligvis en gammel kending som "klient". Men denne betegnelse døde vist i 90'erne sammen med bistandsloven. Så er der "bruger" - en betegnelse som jeg i nogen sammenhænge ganske godt kan lide, men på en eller anden måde, så kræver "bruger" en helt anden form for frivillighed end den jobcentret kan tilbyde. Og således er vi tilbage ved "borger". Jeg bruger udtrykket, dels fordi jeg synes, at det er ret neutralt. Vi er alle borgere - i Danmark, i den region og i den kommune, hvor vi bor, og med betegnelsen borger understreger jeg også, at min involvering i deres liv og sag, skyldes at de er borgere i Horsens Kommune, og det også Horsens Kommune, som har ansvaret for, at deres sag forvaltes korrekt og efter gældende retsregler(f.eks. ved at ansætte kompetente medarbejdere som mine kollegaer og jeg selv :-)) Hertil kan man ligeså antyde, at som borger har man ligeså en borgerpligt - uagtet om man modtager kontanthjælp, sygedagpenge, tjener kassen eller blot nok til dagen og vejen. Så gør din pligt og kræv din ret. Til tider har det politiske Danmark dog en tendens at skyde lettere forbi i forhold til, hvad der er en passende "pligt" for nogen af vores mest udsatte sjæle...

Det er de udsatte sjæle, som dagligt udfordrer mig - på både godt og ondt. Jeg glædes og skuffes i samme omfang over pt. 58 forskellige skæbner, som kan være sørgelige, sølle, hjerteskærende, irriterende, frustrerende og til tider decideret sære. Men jeg tænker sjældent på disse skæbner som selvforskyldte.Og hermed vil jeg gerne aflive samfundsnasseren. Indrømmet jeg støder på borgere, hvor man kan antyde, at de har en særlig evne til at brænde deres broer i samme takt, som de bygges op og op igen. Men hvis de var i stand at agere anderledes - ændre adfærd - hanke op i dem selv, så er jeg ikke det mindste i tvivl om, at 99 % af dem vil gøre det. For det er sjældent lykkelige skæbner jeg møder. Og tilværelsen som kontanthjælpsmodtager er ofte også forbundet med såvel økonomisk som social marginalisering.Jeg møder sjældent "den lykkelige kontanthjælpsmodtager", som ikke heller vil have et almindeligt arbejde og være som folk er flest.

Blandt borgere mine, tæller jeg narkomaner, alkoholiker, hjemløse - folk med fysiske og psykiske lidelser. Herunder folk med angst, depression, tvangstanker og forstyrrede personligheder af forskellig art plus meget andet. Og til tider kan være en stor sammenblanding af det hele.

Jeg tror grundlæggende, at mennesket formes af livet. Formes af sine omgivelser og oplevelser - og nogle af mine borgere har været lidt uheldige på den front. For nogen er det en livslang oplevelse af uheldige og forfærdelige hændelser og for andre kan det være en enkelt hændelse, som slår dem til tælling på jobcentret og medfører betegnelsen "kontanthjælpsmodtager med problemer ud over ledighed". And that's no fun....

Ordfrit

Det er svært at finde ord i disse dage efter de forfærdelige terrorhændelser, som Norge og det norske demokrati var udsat for i fredags. Tankerne går til Norge -  til de efterladte, de overlevende og til  den norske befolkning, som i den grad var udsat for et angreb på demokratiets sjæl.

Der er også sagt mange smukke, vemodige og vedkommende ord - særligt af Stoltenberg. Og så er der ansigterne fra de overlevende og de efterladte, som siger mere end tusind ord. Ansigterne, som bevidner, at dette er i sandhed en tragedie.

Midlertidigt ude af drift

Jeg er ikke stresset! Jeg kan i enkelte situationer føle stress og så er jeg faktisk i stand til at håndtere det på en indtil videre tilfredsstillende måde. Dette er formentligt resultatet af mange tanker om, hvilket forhold jeg vil have til mit arbejde kombineret med megen forudgående viden om problematikker forbundet til at være "ny i arbejde". Dette har været til stor gavn i de seneste 18 måneder af mit liv, og har medvirket til, at jeg det meste af tiden har en følelse af, at jeg står rimeligt sikkert på mine ben...

...men højt at flyve - dybt at falde...

Har befundet(befinder i en vis grad stadig) mig i noget turbulent tid grundet min far er syg. Og om end det heldigvis går den rigtige vej - så er det den lange vej  med de meget små skridt uden nogen af os helt kan gennemskue, hvor vi ender. Og jeg skal blankt indrømme, at her har jeg nået min grænse i forhold til at bevare en sund rodfæstelse. Jeg har haft svært ved at være tilstede på arbejde, været træt og ked af det - og mest af alt ønsket mig langt væk fra jobcentret

Heldigvis har min leder udvist stor forståelse, og jeg har således haft et par dages fri til at komme til hægterne igen(ynk ynk...). Det har gjort mig godt - selv om det også har været "hårdt" at trække stikket ud et par dage, da det dels har været lidt ensomt, men det har også givet anledning til at bearbejde en masse tanker og følelser. Men jeg synes, at jeg begynder at finde et lille overskud til at krydre tilværelsen med andet end arbejde, syghusbesøg og søvn.

Afslutningsvis skal det dog anføres, at selv om jeg er slået lidt hjem for tiden, så er det naturligvis ingenting i forhold til det, som min far står igennem pt. Heldigvis er han sej - og han får god hjælp og pleje af nogle dygtige og kompetente sygeplejersker og læger.

Over and out!

Når man ville ønske, at det hele var lidt bedre

...der er dage, hvor der intet andet at gøre end at slænge sig på sofaen, drikke et glas koldt mælk og spise en KitKat og håbe at morgendagen bliver bedre.

Jeg bryster mig ofte ved en høj professionalisme, og jeg kan ofte ryste private problemer og bekymringer af mig på arbejde, men så er dage som i dag - og formentlig også i morgen, hvor jeg ved, at mine følelser vil sidde uden på tøjet - også mens jeg er på arbejde.

Min far har det nemlig ikke så godt for tiden - og i dag har min mor fået ham indlagt, så lægerne kan finde ud, hvad der er galt. Og det er hårdt, og jeg tænker meget på ham og på fremtiden. Jeg er ikke helt klar til(hvis man nogensinde bliver det) at have forældre, som er syge og gamle. Jeg er ikke klar til at omsorgsbalancen skal tippe og mest af alt, så vil jeg gerne bare have, at min kære far får det godt igen...

...og egentlig burde jeg ikke bruge computeren, da jeg fik laseropereret mit ene øje i går for udbedre "søm i øje"-skade!

Så jeg kaster mig på sofaen igen...

Den dovne perfektionist

Egentligt så er jeg ikke så ambitiøs. Jeg har forlængst - og nærmest før jeg startede på studiet, forliget mig med, at jeg ikke er den nye Tine Bryld, Hanne Reintoft eller en af de andre mange(!) andre üpperseje socialrådgivere, som findes her til lands og lige inde ved siden af mit kontor. Jeg er ikke nogen fantastisk praktiker - det bliver jeg aldrig. Jeg er ikke drevet nok af en trang til at redde hele verden eller Horsens for den sags skyld - i hvert fald ikke ud fra en praktikerperspektiv. I min studietid var jeg super skarp på teori og mere på det jævne, når det kom til udførelsen. Og det har så for vidt ikke ændret sig i mit arbejdsliv.

Dette afholder mig i midlertidigt ikke fra, at jeg har en masse idealer(evt. personlige standarder) om, hvordan godt socialt arbejde skal udføres eller for den sags skyld ytre disse holdninger i både private og arbejdsrelaterede sammenhænge. Men jeg kan ikke undgå, at jeg til tider føler mig lidt som en overvægtig slankecoach, og en gang i mellem kan det være ganske utilfredsstillende, at jeg til tider mangler sammenhængen mellem mine idealer og mine metodiske overbevisninger og så selve udførelsen og mine handlingsmønstre i mit arbejde. Men det generer mig jo så ikke nok til, at jeg for alvor gør noget ved det.

Således har jeg haft en uge, hvor jeg brudt loven og har været en kælling over for et par af mine borgere uden det på nogen som helst måde har kunnet retfærdiggøres ud fra hverken fagligt(eller sagligt!) og lovmæssigt udgangspunkt. For det hænder skam, at jeg har påtaget mig "kællingeattituden" ud fra et fagligt funderet perspektiv. Men ikke denne gang - desværre.
Når det er sagt, så ved jeg, at min tilværelse som ordinær beskæftigelsesrådgiver på jobcentret formentlig er på lånt tid, og min udførelse af arbejdet er ikke helt til hundene. Jeg vil bare helst være bemærkelsesværdigt dygtig til det, som jeg foretager mig... Ja, det var der sikkert en psykolog, som kunne få meget sjov ud af at tolke på.... Det er sørme ikke sjovt at være doven perfektionist!

Over and out!

Dan Turell holdte af hverdagen - jeg holder af ferie.

1. maj er normalvis en speciel dag for mig(på trods af de sædvanlige nyhedsrepotager fra Fælledparken, om at der ingen grund til at markere første maj, og folk deltager kun i 1. maj arrangementer for at feste og drikke sig en kæp i øjet, og det krydes ofte med et interview med en fuld teenage, som er både ligeglad og uviden om dagens betydning og vedvarende relevans), men i år har 1. maj en helt særlig betydning. 1. maj begynder et nyt ferieår, og det vil sige, at jeg nu har mulighed for at afholde ferie - med løn!

Jeg fik jo aldrig "fornøjelsen" af at være ledig, da jeg var blevet færdig som socialrådgiver og kombineret med et ret intenst år som næstformand i SDS, så er det ret begrænset, hvor meget ferie/fri jeg har haft de sidste par år. Og når jeg så har haft kortere perioder med ferie, så har jeg nydt det i fulde drag.

Og her på kanten til det længe ventet ferieår, så kan jeg ikke komme udenom, at ferie er tiltrængt(også her efter 5 dages helligdagsfri). Jeg har brug en pause fra arbejde, hvor jeg både fysisk og mentalt ikke er tilstede - og der 5 dage bare ikke nok!

Jeg ved jo godt, at jeg har haft mulighed for 3 ugers ferie med feriedagpenge - og det har jeg såmænd også gjort brug af(dog ikke alle ugerne og ikke mere end en uge af gangen). Og det er jo helt grotesk, at regeringen fremadrettet har fjernet denne mulighed. For jeg kan næppe forestille mig et år i mit arbejdsliv, hvor jeg har haft brug for ferie end dette, som jeg lige har overstået. Sjældent har jeg haft brug for afstand til min hovedbeskæftigelse - mit arbejde - min hverdag som dette år. Jeg har haft brug for at sikre, at mit liv også indeholder andet end et arbejdsliv. Jeg tror, at de fleste nyuddannede socialrådgivere - eller lærere, pædagoger mv. vil skrive under på, at det første år som uddannet sjældent er en dans på roser. Ud over hele tiden at være "den nye" og dermed hende, som skal spørge hele tiden, have hjælp og uddybet såkaldte indlysende ting, så kæmper man også med at finde sig selv - finde sin professionidentitet, afprøve de tillærte metoder og få disse forenet med sig selv, sin arbejdsplads og rammerne og så sin faglige overbevisning. Og til tider har man ikke gøre andet end blot at følge strømmen for ikke at drukne i uløste opgaver og bristede faglige illusioner.

Og når det så sker, så er det, at man har brug for ferie!

Jeg er grundlæggende tilfreds med mit liv - herunder også mit arbejdsliv. Jeg har nogle skønne kollegaer, som har taget sig godt af mig - har stillet deres erfaring og viden til rådighed samtidig med, at de også har givet plads til, at jeg rent faktisk som helt nyuddannet faktisk havde en masse ny viden, nye vinkler og nye tilgange Jeg har følt mig velkommen og anerkendt som socialrådgiver, professionel og som person. Det er jeg yderst taknemlig for - MEN 1. maj vil jeg nu alligevel glæde mig over, at der er ca. 5 til 6 uger i det næste år, hvor jeg ikke skal være på arbejde, og så vil jeg drikke mig en øl, synge med på "Når jeg ser et rødt flag smælde" og sende en kærlig tanke til fagbevægelsen - og takke dem for, at de har kæmpet for jeg og mine kollegaer 6 uger om året kan få det nødvendige og tiltrængte afbræk fra vores arbejdsliv!

Dan Turell holdte af hverdagen - jeg holder af ferie. Nok mest af alt fordi, jeg ikke rigtig holder ferie. Men alt dette ændrer sig 1. maj!

Genoplivning af blog

Who knew? Jeg er åbenbart ikke den overskudsagtige type, som kan have nyt job, ny lejlighed, nyt banklån mv. og så samtidigt skrive om det på en blog. Men her ca. 1 år efter mit sidste blogindlæg vil jeg gøre endnu et forsøg på formidle lidt tanker og overvejelser om livet som socialrådgiver og som "nyvoksen".

Status på mit arbejdsliv:

• 14 måneders(and still going strong) ansættelse på jobcentret
• 1 titel som tillidsrepræsentant for Dansk Socialrådgiverforening(ja, ja jeg faldt til patten)
• 1 titel som superbruger i Workbase( indrømmet er lidt uden for min comfort zone)
• 65 sager på min sagsstamme
  
• 2 klager over mig og min sagsbehandling herunder 1 til borgmesteren
• 0 trusler om vold
• 1 ministerbesøg på jobcentret(jeg så dog kun hendes bil...)
  
• Uendelige antal af "røde opgaver" og andre opgaver, som for længst burde være løst

Status på mit liv - sådan mere generelt:

• 1 tur på skadestuen efter uheld med et løsgående søm efterfulgt af op til flere besøg hos øjenlæge
• 1 styks smartphone - efterfulgt af et uendeligt antal fejlbeskeder, statusopdateringer mv. grundet problemer med touchfunktion
  
• 1 styks 3-årig niece, som bare er henrivende og helt fantastisk
• 2 fortsat levende planter i mit hjem
• 4 døde planter
• 1 nytårsfest
• 4 nedfald af knagerække
• 26 borede huller med min egen boremaskine
• Uanede mængder af rødvin indtaget i det lille hjem

Lad det være alt for nu... Jeg vender forhåbentlig snart tilbage