fredag den 12. august 2011

Holiday time

Har sagt det tidligere. Nogen holder af hverdagen - jeg holder af ferie! Og endelig efter at have "slidt" sig igennem sommeren på jobcentret er det min tur at feriere. Hele 2 uger! Det er sørme første gang i min socialrådgivertid, at jeg skal have mere end bare en enkelt uge.

Jeg har så tilgengæld gjort, hvad jeg kunne for at booke ferien op. I morgen skal jeg til bryllup v. El presidente af SDS' venner Sune. På torsdag drager jeg til Malmö til noget kvalitetstid med niece(og hendes forældre). I den forbindelse skal jeg også til kusinebrunch. Det er nærmest en menneskealder siden, at jeg har set mine kære kusiner, så skal nok blive både sjovt og specielt at samles. Efter kusinebrunchen går turen til Krakow med min veninde Kisser - og før jeg ser mig om, så er jeg tilbage på kontoret og på den ergonomiske bold(som vokser af sig selv?! Det er åbenbart meget normalt, uden nogen kan forklare det).

Jeg har sørget for skrive alt ned af det, som jeg ikke har nået inden ferien(og det er meget). Men jobcentret kan være ganske rolig. Der er styr på de refusionsudløsende kontaktforløbssamtaler(for første gang nogen sinde).

Telefonen er sat på feriesvarer(= der kan ikke lægges besked!) og mail er sat på autosvar. Efter en sommer, hvor jeg har været "ferieafløser" på alt muligt officielt/uofficielt - herunder ganske officielt for vores IT-support(!), så er der en lille del af mig, som ikke er helt overbevist om, at jobcentret kan undvære mig de næste par uger. Det kan det jo nok, og det er måske sundt for krop, sjæl og ego, at jeg oplever, at livet går videre på jobcentret, uanset om jeg er der eller ej. Det er bare fandens at være uundværlig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Faste læsere