Første sygedag med 1. maj i sigte.

Jeg har i dag været hjemme fra arbejde - syg og dårlig! Jeg er i stadig i gang med mine "første gange" som socialrådgiver. Og denne gang er det altså første gang, jeg er syg på arbejde. Og ærlig talt - ud over det at være syg er ret træls i forvejen, så må jeg indrømme, at jeg stresser en anelse over at være syg. Min mandag - altså dagen før min sygedag var ikke særlig produktiv pga. matchkategori-computerkaos og nu en dag væk pga. sygdom, så er der ret mange hængepartier, som jeg nok må acceptere, at jeg er den eneste til at løfte.
Jeg må jo nok erkende, at sygdom/ferie ofte for mig og formentlig også for mine kollegaer kan give anledning til en del travlhed. For nok er man ikke på kontoret, men mens man er væk, er der jo ikke nogen som overtager ens opgaver.

Jeg har således i dag måttet aflyse to samtaler med borgere, som hvis jeg skal overholde min rettidighed gerne skal have talt med i denne uge.... Jeg har alle mulige store og små opgaver, som SKAL laves i denne uge. Dette handler i første omgang ikke om størrelsen på min sagsstamme - i hvert fald ikke kun. Det handler også om, at jeg arbejder et sted, hvor der er et ekstremt fokus på rettidighed - og det er naturligvis i udgangspunktet godt. Men til tider kan det føles lidt som svigtende tilfælde af rettidighed er ensbetydende med katastrofe.... Men herregud, når man har med borgere at gøre som mine, så kan det tiltider være svært at forlange, at de har helt stamme forhold til rettidighed og refusion som jeg og det øvrige jobcenter har. Jeg er menneske - mine borgere er mennesker. Jeg kan blive syg ligesom de kan - og der kan ske alle mulige uforudselige ting og sager, som presse rettidigheden. Det handler således ikke kun om sagstallet. Det handler lige såvel om, det bliver det vigtigste at overholde rettidigheden i forhold til lovgivning, men ikke altid rettidigheden i forhold til borgernes behov, fordi den første giver refusion af kontanthjælpen fra staten,

Og det betyder at der bliver meget lidt plads den menneskelige uforudsigelighed, som er uundgåelig og til tider ustyrlig. Jeg hørte forleden, at den kære beskæftigelsesminister sagde i nyhederne, at der skulle være plads til menneskelighed i systemet! Hørt! Men ærligt talt Inger S. , så har du og dine parti- og regeringsfæller gjort hvad I kunne for at sætte menneskeligheden under et sådant pres i beskæftigelsessystemet, at jeg og mine kollegaer kæmper med vores faglige integritet og etik for at fastholde et menneskeligt ansigt i et system, som efterhånden er indrettet til at forsøge at tæmme denuundgåelig menneskelige uforudselighed.

Den faglige sult har meldt sig...

Jeg kan vist allerede godt vedkende mig, at jeg ikke er den flittigste blogger. Det skal dog siges, at mine manglende indlæg også skyldes, at jeg har været uden internetforbindelse i en god rum tid. Og trods at jeg ikke har de store moralske skrupler over at tjekke nyheder(det er jo vigtigt, at man som socialrådgiver er ajour med aktuelle nyheder), privat mails og Facebook i løbet af arbejdstiden - så er det måske lige overkanten at skrive et decideret blogindlæg... Og dog jeg sagde jo til min jobsamtale, at det var vigtigt for, at jeg havde tid til refleksion - og det kan blogskriveri, da godt kategoriseres som eller...?

Det er efterhånden over 2 1/2 måned siden jeg startede på jobcentret. Tiden er gået stærkt, og det er efterhånden blev hverdag, selv om jeg fortsat har masser ting, som jeg stadig ikke kan og jeg lærer fortsat nye ting hverdag. Men jeg har også dage, hvor det hele er lidt "leverpostej", men på den anden side er der også masser af tryghed og forudselighed ved, at nogle opgaver er forbundet med en vis rutine og erfaring. Jeg har dog på det senest oplevet et udpræget behov for at bruge tid faglige input -enten i form af litteratur, foredrag og temadage mv. Og det er også en del af at være ny: Selvindsigt. Jeg har lært om mig selv, at jeg fungerer bedst på arbejde, hvis jeg sideløbende også søger ny viden, brug lidt arbejdstid og lidt fritid på faglige arrangementer. Således har jeg lavet prioritering. På torsdag drager jeg til temadag og generalforsamling i DS' beskæftigelsesfaggruppe. Det kræver nogle timer på flekstiden, men jeg har brug for en dag ud af kontoret, hvor jeg kan bruge tid og ressourcer på at beskæftige mig med mit fag og profession uden for "leverpostejzonen".

Desuden så er mit arbejde noget begrænset af, at der sker væsentlige ændringer inden for arbejdet med beskæftigelse - de nye matchgrupper. Dette kræver en større opdatering af computersystemet, og derfor er visse og meget væsentlige funktioner lukket ned frem til på mandag(og jeg har endda en lille mistanke om, at det sikkert ikke er helt på plads til på mandag. Pt. har staten jo ikke det bedste ry i forhold ændringer i digitale systemer). Mit forhold og oplevelse af de matchgrupper må komme en anden dag.

Og efter et godt fyraftensmøde på Den Sociale Højskole i Århus om unge og kriminalitet med gensyn med gamle studiekammeratinder og ikke mindst Mie, som havde været med til at arrangere mødet, så bragte aften endvidere en dejlig nyhed fra en nær ven. Og jeg kan bare sige, at jeg er super stolt over ham og ikke det mindste overrasket. Og ih guder, hvor jeg dog stadig kan savne dag på kælderkontoret i Toldbodgade hos DS sammen med Mie og Mads.

Hvordan kan foråret komme bag på mig?

Klokken er nu over 18 - og det er rent faktisk lyst. Det var lyst, da jeg tog af sted på arbejde tidligt i morges - og det er nu aften, og det er stadig lyst. Foråret har været længe savnet - dagligt har blandt kollegaer en vanelig brok over det kolde og mørke vejr. Men trods dette, så er den lyse aftenstund alligevel lidt pludselig for mig.

Når foråret lige pludselig kan komme bag på mig, så hænger det givet sammen med, at jeg har haft et fantastisk oplevelsesrigt og hårdt efterår og efterfølgende vinter, som har bydt på mange milepæle. Og jeg har fortsat milepæle i sigte! Endda en meget stor milepæl venter lige om hjørnet.

I fredags skrev jeg under på købsaftale på en 2 værelseslejlighed. Jeg stresser godt nok noget, for inden på fredag skal jeg have haft aftale og papirerne på lejligheden forbi advokat og bankrådgiver og skrevet under på lån samtidig med 37 timer i Horsens. Jeg har nok svært ved være supersocialrådgiver i denne uge. Jeg er heller ikke helt klar til at fejre mit nye hjem. Forhåbentlig bliver jeg det snart!

Rettidighed - sådan professionelt, personligt og privat

I mit journalsystem - Workbase på computeren bliver mine borgere røde, hvis jeg overskrider dato for kontaktforløb, opfølgning, forlængelse/ophør i tilbud mv. De røde borgere kan sagtens generere lidt stress, men er på den anden side også gode reminders ift. at overholde den i socialrådgiverkredse berømte rettidighed. Og vores system er endda så venlig at fortælle om det er ift. lovgivningen eller blot intern man overskrider noget. Det er meget vigtig skelnen - da den lovmæssige overskridelse kan betyde, at den i socialrådgiverkredse så berygtet revision kommer efter kommunen og på kommunens bundlinie betyder den mindre i refusion! Og det kan vi ikke have... Nu ikke fordi, at jeg ville give nogen mindre oplæring i økonimistyring og regulering eller som sådan havde til hensigt at kritisere refusionsreglerne(i hvert fald ikke i denne omgang!). Næh, egentlig handler dette mere om, at jeg egentlig synes, at det er et meget fint system, der hjælper min kaoshjerne med at holde styr på nogle ret vigtige ting ift. mit arbejde og mine borgere(ja ja mine borgere - nogen af dem holder jer allerede meget af, og nogle af dem, ønsker jeg hen, hvor pebret gror eller i hvert fald bare meget langt væk fra min sagsstamme). De røde tal minder mig om deadlines - sørge for, at jeg i det store hele overholder min rettidighed - og der er altså situationer og tidspunkter, hvor jeg ville ønske, at dette også gjorde sig gældende i forhold til andet end arbejde i mit liv.

Sådan med midt i en fortsat følelse af at være meget grøn på arbejde, i gang med at købe bolig, ændring af forskudsopgørelse, ansøgning om feriedagpenge, panikangst over knude på halsen(som viste sig at være ganske harmløs og havde i følge læge(som ligner Henrik Qvortrup enomt meget) sandsynligvis siddet og mærket sådan siden jeg var 2-3 år gammel) og livet i øvrigt med familie, venner, fødselsdage og generel omsorg, så kunne jeg altså godt bruge mit eget computersystem, som kunne gøre opgaver, aftaler og forsømmelser ift. familie/venner røde, når det var tid til at tage mig af det - sådan så jeg også blev bedre til at afholde min rettidighed i forhold til mit privatliv! And on that note - en lille undskyldning til familie og venner, som jeg ikke får ringet til pt, og hvis fødselsdage kan blive glemt. Forhåbentlig bliver det bedre med tiden - og hvis ikke, så ved I da nu, at det var min hensigt.

Energiløs, men glad socialrådgiver - atter med piercing!

De første 3 uger på jobcentret er overstået. Det er gået stærkt. Men jeg er glad for at være der, har dejlige og ikke mindst hjælpsomme kollegaer, bliver for hver dag bedre til min job og farer væsentligt mindre vild end jeg gjorde den første uge. Men det er hårdt at være ny. Det er hårdt og energidrænende at være konstant på tæerne for at følge med og konstant usikker på sine beslutninger og handlinger. Selv om det er blevet bedre, så er jeg stadig lidt bange, når min telefon ringer - bange for, at der ringer en borger, som vil have svar på noget, som jeg ikke ved noget om(hvilket der er ret store chancer for), en borger, som er vred og utilfreds eller en samarbejdspartner, som bare går ud fra, at jeg har helt styr på det hele.

Men jeg har endnu ikke styr, hvad, hvordan og hvorledes jeg skal agere som beskæftigelsesrådgiver, og hver gang jeg tror, at jeg er ved at være på sikker grund, så afslører et sagsmøde eller en uformel snak over frokosten, at der stadig er lang vej endnu, til at jeg kan styre beskæftigelsesskibet sikkert i havn. Dette bliver naturligvis ikke hjulpet på vej af, at jeg den sidste uge har fået 14(!) nye sager. So long, nedsat sagsstamme til nyuddannede socialrådgiver.

Der er ikke megen energi til skæg og ballade til overs i øjeblikket. Det meste af min fritid og energi går til at finde mig selv et nyt hjem. Et rigtigt købehjem med banklån, rådighedsbeløbsvurdering, ejendomsmæglere, advokatbistand og tinglysning(!?). Jo, der er mange voksenting at forholde sig til. Og dette er muligvis årsagen til, at jeg fredag gik genåbnet min labretpiercing(i hagen...) - havde brug for lidt teenageri. Dog er hovedårsagen nok, at jeg har savnet min piercing - savnet det den repræsenterede for mig - et symbol på en tid og oplevelse i Canada. Ergo jeg atter med piercing, men ellers meget voksen og ansvarlig pt. F.eks. brugte jeg fredag aften på at se X-factor og strikke. Jeg indtog dog en halv øl, hvor efter jeg faldt i søvn!

25 år og efteraber stadig sin storesøster

Så har jeg begået en blog. Og ja, jeg kan ligeså godt indrømme det: Jeg har tyvslået ideén om en blog om netop tilværelsen som nyuddannet fra min kære søster, som efter hun blev færdig som lærer i sommer oprettede sin.

Så her en markant brist på min originalitet allerede fra først færd. Men jeg tager chancen - tænker, at cyberspace sagtens kan rumme begge vore blogs. Undskylder over for Marie for at have ladet mig "inspirere" (=kopiere) af hendes blog. Men efter 25 år med mig som lillesøster, kunne man måske påstå, at søster Marie må have vænnet sig til min "kopiering". Det startede med tøj(jeg elskede jo diverse familiekomsammener i ens tøj, mens du Marie tværtimod reagerede straks mere modstandsfyldt på konceptet), idoler, musik, gymnasium, kørerlærer og endte jo forrige år ud i , at jeg blev valgt som næstformand for de socialrådgiverstuderendes studenterorganisation ligesom min søster tilsvarende havde været næstformand for de lærerstuderendes studenterorganisation. Så lad det vær sagt: Bloggen er bare sidste skud på stammen:-)

Så fik vi det på plads. Og lad mig så vende tilbage til, hvorfor denne blog(det virker ligesom lidt som på sin plads, at ens første indlæg skal omhandle baggrunden for bloggen). Og der er skam flere årsager ud over en mange årige "inspiration" af søster Maries gøren og laden.
For det første, så har jeg lyst til at berette om, hvordan det er at være nyuddannet socialrådgiver i regelrytteriets angivelige højborg, når netop det klassiske arbejde i kommunale forvaltninger ikke just har fyldt mest i mit uddannelsesforløb på den internationale linie på socialrådgiveruddannelsen. Jeg har lyst til at nedfælde nogle af de tanker og overvejelser jeg gør mig i disse dage, når jeg hele tiden krydser nyt land, nye udfordringer og nye "oh shit" situationer! Tanker om ikke at ane, hvad jeg skal gøre, tanker og beretninger, når succeshistorierne og fiaskoerne melder sig på banen.