Ud og se med DSB - hver eneste dag

Ud over en daglig gang på et dansk jobcenter, så har jeg også min daglige gang i DSB's toge. Jeg er pendler. Og langt de fleste dage en ganske tilfreds pendler. Jeg kunne ikke drømme om at droppe togkortet for en tur i bil. Nuvel toget er forsinket(eller kører slet ikke - damm you IC4-tog!) til tider, men det er vel ikke meget anderledes end, der kan være kø på motorvejen. Til gengæld kan jeg udnytte tiden i toget til at læse og drikke alt for dyrt to-go kaffe.

Men uanset min tilfredshed med pendlertilværelsen, så er der elementer - som oftest relateret til mine medpassagerer, der simpelthen tester mit temperament og tålmodighed til det yderste. Her en lille top 5:

1. Folk, der taler/larmer i stillekupéen. Der er ingen undskyldninger for det. Til gengæld er der et helt tog ud over disse 15 pladser, hvor der er rig mulighed for at snakke, larme, bruge sin mobil MED tastaturlyde og i det hele taget til at "glemme" at sætte sit mobil på lydløs.

2. Folk, der ligner typer, som vil snakke/larme i stillekupéen. De træder ind - og lige med det samme har man på fornemmelsen, at de der - de kan ikke tie stille. Således bruges tiden på at skumle og vente på, at de larmer så meget, at man kan tysse på dem. Det er ren stress, og det kan ødelægge en hver togtur at skulle overvåge potentiale stillekupéforbrydere

3.Folk, der ikke kan forstå konceptet "først ud, så ind". Det er meget simpelthen. Toget holder ved stationen. Nogen skal af - nogen skal på. Det er åndsvagt logisk, at det er lettest, at de som skal af toget, får lov at stige af, for derefter så de, som skal på, stiger ind. Der er endda opsat skilte på togdøren til at forklare denne meget simple logik. Alligevel går galt igen og igen. Alt for ofte, er der folk, som er overbeviste om, at ved mindre de styrter ind i toget, så snart dørene åbnes, så kommer de ikke med toget. Det er pisseirriterende. Det forlænger processen og vi andre bliver ramt af sportstasker og kufferter.

4.Folk, der står i vejen. Her forstås folk, som med kufferter og familiemedlemmer stiller sig midt på perronen, så samtlige mennesker skal gå uden om(træk ind i midten!!). Ligeså folk, som stopper op og hilser/knusser familiemedlemmer, lige ved toppen af rulletrappen(ja, I står i vejen!) og så folk som med første skridt ud af banegården stopper for at tænde en cigaret eller orientere sig(træd nu til siden!)

5.Børn. Eller ikke alle børn. Mest af måske visse børns forældre. De forældre, som har opgivet at underholde/holde barnet i bare nogenlunde ro, og som fra den lille husholdningen er vant til barnets skrig/sang/hopperi mv. og derfor er i stand til at ignorere denne adfærd- Det er vi andre ikke. Og det er børn, så kan ikke tysse. Dette toppes næsten kun af de forældre, som slet ikke kan se det ualmindelig irriterende i, at de lader børnene se Postmand Per og Ramasjang med lyd og uden høretelefoner. Således befinder hele kupéen i et eller andet ufrivilligt sært hørespil.

Og så er der dyr i toget... Det trumfer vist det hele - i livet og særligt i pendlerlivet. Er ikke nogen dyreven og har derfor ikke noget behov for at have Kingo som medpassagerer.

Ting, jeg elsker ved sommer

• Tour de France: Jeg ELSKER det kære cykelløb. Ingen dopingskandale eller Bjarne-udtalelse kan afholde mig fra hver sommer at fravælge sommersolen og frisk luft til fordel for at plante mig foran fjerneren og sluge touren råt.

• Sommerfester, der først slutter, når det er blevet lyst: Der er og bliver en særlig elskelig oplevelse for mig at slingre hjem fra fest eller byen, mens det lysner i øst og fuglene pipper.(Til gengæld bliver til det stadighed en værre og værre oplevelse at vågne op igen efter disse fester - damm you, fremskredne alder!)

• Ferie(snart!), jordbær og nye kartofler - vel ingen grund til at uddybe yderligere?

• At være bare lidt pænere: Sommersolen bidrager positivt til min ellers lidt gustne og blege kontorkulør. Lidt sund farve på kinder og arme skal man ikke kimse af. Det er bare som om, at solbrun står godt til alt i min garderobe.

• Udeliv: Jeg er ved guder ikke outdoorsee - utrolig mange(og virkelig hårde og ikke altid helt rare) år som spejder kan bevidne hvilken katastrofe, jeg er i at klare mig i naturen. Men jeg holder nu af, hvordan Danmark og jeg flytter os selv(altså bortset fra, når vi ser touren) og livet uden for hjemmets fire vægge. Vi flyder i parker og gårde. Vi griller og nyder maden uden for - også selv om sommervejret svigter, gør vi forsøget. Vi går ture, spiser is og kigger på vandet. Jeg bor i Århus - og både i bybilledet og min gård pibler det med liv. Og det er da bare herligt - og vi gør det på vores helt egen og pt. turistforhadte reserverede facon, hvor vi nyder hinandens selskab uden at interagere.

Top 5 flop på job

1) Da jeg hældte en kop kaffe ned af mig selv... 5 min før en borgersamtale og i en maxikjole... Ret stor plamage

2) Da jeg sagde 'så hold dog kæft' til en borger... med en flok socialrådgiverstuderende som observatører(der flittigt noterede ned). Og nej det var ikke bevidst valg af ord - borgeren var bare pisseirriterende.

3) Da jeg forleden under et møde var ved at falde ned fra en kontorstol.

4) "Belærte" en flok kolleger om vigtigheden af at holde en professionel distance til borgerne, da en borger tilfældigvis kom forbi og gik hen og lagde armen om mig og sagde:'Jamen, Lisbet - du skal da lige se de nyere billeder af børnebørnene.... Ja, distance er da mit mellemnavn....

5) Da gymball' en sprang - enough said!!!

Åh fredag... og restferie

Rapport fra sofaen

Skønt med fredag. Halvdelen(den var stor i udgangspunktet) af opvasken er klaret og halvdelen(i det udgangspunktet var en kurv med top og op til flere bunker omkring) af vasketøjet er sat over.

Jeg har stadig travlt. Men jeg har det bedre med min travlhed.

Jeg har ikke ferie... Endnu! Men snart er det påske og så et par dage på arbejde. Og så har jeg ferie, hvor jeg skal til Rom sammen med yndlings Kisser. Derefter følge helligdagssæsonen(gotta love religion).

Fuck travlhed

Har travlt - sådan på den der mit blodsukker er lavt måde, fordi jeg ikke har fået spist frokost.

Det er møgirriterende - og jeg prøver virkelig at håndtere travlheden mere fornuftigt, end jeg gør nu.

Så i går gik jeg lang tur med Ronnie, i dag til zumba(grinepause tilladt) med Lene og nu flad-udseance med sofa og (ret så dårlige) "Dicte" - og det hjælper.

I morgen kommer min veninde Mie hele vejen fra København. Det bliver kort, men godt. Vi skal til temadag i faggruppen - og klarer verdenssituationen ind imellem. Glæder mig - det er mad til sjælen.

Og så er jeg nærmest rask. Halleluja for hestekur med antibiotika!

Har to jobs pt. og kun 37 timer - det er jo et regnestykke, der aldrig kommer til at gå op. Men fuuuck, hvor jeg er træt af, at jeg ikke har tid til at gøre mit arbejde bare nogenlunde ordentligt. Øv!

På ingen måde en guilty pleasure

Ud over en vis forkærlighed for paragraffer og en god lovvejledning, så emmer jeg også af kærlighed til disse fem drenge(mænd?!?):




Og lige nu kan man på dr.dk se dokumentaren om Robbies genforening med bandet og 'the making' af albummet Progress

http://www.dr.dk/nu-mobil#player/take-that/take-that-look-back-don-t-stare

Så jeg tilbringer søndag i sengen i selskab med iPad'en og 5 usædvanlig pæne mænd.

Lisbet hos lægen

Jeg har aldrig brudt mig om at gå til læge. Jeg føler mig lidt som 5 år gammel og jeg er også altid lidt usikker på, om jeg nu ikke bare ulejliger lægen med bagateller. Dette til trods for, at jeg aldrig(bortset fra et par "jeg-tror-at-jeg-har-fundet-en-knude-så-nu-dør-jeg"-henvendelser) er gået fra læge, uden at være blevet bekræftet i, at det var godt, at jeg kom(selv ved de falske knuder, har jeg fået et "men det er da godt, at du holder øje, selv om det er en irriteret hårsæk/det der du kan mærke, at en talgsamling, som formentlig er dannet, da du var 2-3 år gammel"). Og mine læger - en kvinde og en mand - er skam også vældige rare. Selv om manden ligner Henrik Qvotrup og altid lidt skal minde mig, at jeg er for tyk(well I know!!).

Men jeg bryder mig ikke om det, men en ret sejlivet virus, som nu har hærget mig i 1 måned, har tvunget mig til læge - 3 gange på 4 uger! Så er helt stamgæst - og doktordamen og sygeplejersken evner i den grad at udvise medlidenhed for min situation - og på alle måder bekræfte mig i, at selvmedlidenhed faktisk er helt berettiget og nærmest påkrævet.

Og de vil så gerne gøre noget. Så i dag podet de mig endnu en gang i halsen for nu at se, om der dog ikke var en bakterie, som man kunne smide noget penicillin efter. Så sygeplejerske og jeg sad således i fællesskab(afbrudt af lidt blodprøvetagning) og stirrede på den lille firkant, hvor et minus betyder negativ og et plus betyder positiv(lighederne med en graviditetstest er slående - altså bare uden tis). Men kun et minus - men så på vej ud, synes sygeplejersken alligevel måske kunne ane et plus. Briller blev taget på og taget af igen - hen i vinduet for se prøven i et andet lys og ikke mindst inddragelse af både læger og lægersekretærer for at høre, om de kunne se et plus. Men men men sygeplejersken måtte til sidst erkende, at det nok var ønsketænkning...

Så nu venter vi på svar fra blodprøven - uden jeg helt ved, hvad den skulle kunne vise... Og jeg har det fortsat skidt - tilstoppet herfra og til Rusland, har væsket i ørene, så er nærmest døv og så småondt i halsen. Både doktordamen og sygeplejersken er meget opmærksomme på den hals, som angiveligt ser "helt skidt ud". Det er nu ikke helt fair og jeg er personligt lidt fornærmet på halsens vegne, i det den er den eneste, som har udvist mærkbar forbedring.

Så lad da vær!!

Vil gerne fra sygesengen opfordre til følgende:


- Lad vær med at udtale dig om kontanthjælp og matchktegorier, når du ikke har styr på lovgivningen og reglerne, Benedikte Kiær

- Lad vær med at skære i SU'en. SU er ikke en guldske - i virkeligheden en ret så lav overførselsindkomst. Det vil først og fremmest gå ud over de svage studerende - og det har vi ikke råd til. Også til de hjemmeboende - uagtet, at forældrene har penge, så har forældrene ingen juridisk forpligtigelse til at forsørge deres børn, når disse er fyldt 18 år. Så forældrene kan være mangemillionær, men med et ønske om ikke at betale fem flade ører til deres barn - ud over gratis logi. Og så løber det hurtigt op med buskort, studieture og tandlæge! Forældrene kan også have så begrænsede økonomiske midler, at de ikke har mulighed for at støtte deres barn økonomisk, nu hvor børnepengene ikke længe kommer. Det er lovgivning, som bygger på en formodning og ikke et retskrav om, at forældrene ud over det 18. år vil sørge for deres børn.

- Lad vær med at være syg, Lisbet! Har været syg i en måned og har prøvet samtlige husmorråd og andet godt fra apoteket uden effekt. Og bihulebetændelsen har sat ørene, så lever pt. i en osteklokke, hvor jeg kun kan høre, hvad folk siger, hvis de taler ty-de-ligt og står max 1 meter fra mig. Nedsat hørelse er virkelig heller ikke et hit, når ens arbejde bl.a. omhandler samtaler med borgere med dansk som andet sprog...

- Lad vær med at tjekke din arbejdsmobil om natten, Lisbet! Nyt lavpunkt. Jeg er godt klar over, at det er et ret heftigt stresstegn - og desuden, hvem fanden er det, som jeg forventer, vil maile eller ringe til mig om natten. Du er kommunal sagsbehandler, Lisbet og ikke Helle Fucking Thorning(og tak Gud og skæbne for det). Stopper med det nu... eller lige om lidt

En for alle - alle for en

Vi skal bidrage lyder en meget populær parole for tiden.

Således er vi vældig optaget af, at også de, der har mindst, spytter i kassen. Senest de studerende. Og det er desuden også vigtigt her at understrege, at det efterhånden er en dødssynd at have ondt af de studerende eller Gud nåde trøste dem, hvis de har ondt af sig selv og deres slatne bankkonti. For vi har nemlig verdens mest generøse SU-system. Ja nuvel, men vi har også et af verdens højeste skattetryk. Man fornemmer en sammenhæng... Det er vel et klassisk eksempel for omfordeling, men med krisen er det blevet så umoderne. Så heller stramninger og krav om evig taknemlighed.

Men så er det heller federe ikke at leve for en SU. Jeg har været færdiguddannet i 3 år og er efterhånden nået dertil, hvor jeg er begyndt at romantisere mine år som studerende. For det gør vi! Ja, det var en fed tid - fordi man var nyvoksen, flyttet hjemmefra og der var fredagsbar, men sgu da ikke en fed tid på grund af sine økonomiske forhold, nærmere på trods. Det var en tid med en evig bekymring om, hvordan man nu skulle få råd til bøger, julegaver og til tandlægebesøg - og en konstant frygt for sin bankrådgiver. Så mens økonomien og salget af fladskærme buldrede frem, så var min studietid fyldt af ydmygende telefonsamtaler med forældre og bankrådgiver i håb om, at de ville redde en fra total bankerot. Hvilket de gjorde - og tak for det! Men højkonjunktur min bare! Jeg var fattig studerende, hvis dyreste eje ud over min computer(betalt af min far!) var en støvsuger og en microbølgeovn, som Kisser og jeg havde splejset om sammen med penge, vi havde fået tilbage for el.

Jeg havde særligt til sidst, da jeg læste, hede drømme om en lønindtægt og min egen lejlighed.

Jeg køber simpelthen ikke præmissen om, at de studerende bevidst forlænger deres studietid pga. de lukrative SU-muligheder.

Og så et lille personligt politisk paradoks. Jeg holdt et sabbatår ml. gymnasiet og socialrådgiveruddannelsen. Jeg arbejdede(på et fjerkræsslagteri blandt andet) og var på højskole. Jeg brugte også et ekstra år på studiet pga. jeg lavede studentepolitik. Fy fy! Samtidig så langer beskæftigelsesministeren - altså min nuværende üpperboss - ud efter de ansatte på jobcentrene for ikke at have nok erfaring med det private erhvervsliv... Det er ikke let at gøre det rigtige. Jeg er dog overbevist om, at min vej til og igennem uddannelsessystemet har været helt rigtig for mig - og har bidraget positivt til mit arbejdsliv. Til trods for mit ekstra års SU mv.

Fra repatriering til rehabilitering

Så det viste sig, at repatriering ikke lige var mig alligevel - eller det vil sige, at måske var det enmandsprojekt i nye kontoromgivelse, der ikke var mig.
Så efter at have klaget min nød hos min leder, så søgte jeg et job tilbage på det kære jobcenter.

Og minsandten om jeg ikke fik det. Min titel er ikke blevet kortere. Men helt overordnet skal jeg arbejde med og i nogle af de nye initiativer i forbindelse med reformen af fleksjob og førtidspension.

Og jeg er glad og jeg føler mig hørt og støttet af min leder. Lige nu er jeg også lidt stresset, da jeg dobbeljobber den en anelse.
Er startet op med opgaver vedrørende det nye arbejde samtidig med, at min afløser endnu ikke ef fundet.

Og i fredags syntes jeg faktisk, at jeg havde så travlt, at jeg ville blive nødt til at arbejde her i weekenden. Men både lørdag og søndag er nu gået uden, at jeg har åbnet for computeren, læst lovgivningsmateriale eller bekymret mig om, at "mit" fragtfirma til Irak er blevet snuppet med en hulens masse tyvekoster.

I stedet har jeg blandt andet brugt tiden på denne