Lisbet hos lægen

Jeg har aldrig brudt mig om at gå til læge. Jeg føler mig lidt som 5 år gammel og jeg er også altid lidt usikker på, om jeg nu ikke bare ulejliger lægen med bagateller. Dette til trods for, at jeg aldrig(bortset fra et par "jeg-tror-at-jeg-har-fundet-en-knude-så-nu-dør-jeg"-henvendelser) er gået fra læge, uden at være blevet bekræftet i, at det var godt, at jeg kom(selv ved de falske knuder, har jeg fået et "men det er da godt, at du holder øje, selv om det er en irriteret hårsæk/det der du kan mærke, at en talgsamling, som formentlig er dannet, da du var 2-3 år gammel"). Og mine læger - en kvinde og en mand - er skam også vældige rare. Selv om manden ligner Henrik Qvotrup og altid lidt skal minde mig, at jeg er for tyk(well I know!!).

Men jeg bryder mig ikke om det, men en ret sejlivet virus, som nu har hærget mig i 1 måned, har tvunget mig til læge - 3 gange på 4 uger! Så er helt stamgæst - og doktordamen og sygeplejersken evner i den grad at udvise medlidenhed for min situation - og på alle måder bekræfte mig i, at selvmedlidenhed faktisk er helt berettiget og nærmest påkrævet.

Og de vil så gerne gøre noget. Så i dag podet de mig endnu en gang i halsen for nu at se, om der dog ikke var en bakterie, som man kunne smide noget penicillin efter. Så sygeplejerske og jeg sad således i fællesskab(afbrudt af lidt blodprøvetagning) og stirrede på den lille firkant, hvor et minus betyder negativ og et plus betyder positiv(lighederne med en graviditetstest er slående - altså bare uden tis). Men kun et minus - men så på vej ud, synes sygeplejersken alligevel måske kunne ane et plus. Briller blev taget på og taget af igen - hen i vinduet for se prøven i et andet lys og ikke mindst inddragelse af både læger og lægersekretærer for at høre, om de kunne se et plus. Men men men sygeplejersken måtte til sidst erkende, at det nok var ønsketænkning...

Så nu venter vi på svar fra blodprøven - uden jeg helt ved, hvad den skulle kunne vise... Og jeg har det fortsat skidt - tilstoppet herfra og til Rusland, har væsket i ørene, så er nærmest døv og så småondt i halsen. Både doktordamen og sygeplejersken er meget opmærksomme på den hals, som angiveligt ser "helt skidt ud". Det er nu ikke helt fair og jeg er personligt lidt fornærmet på halsens vegne, i det den er den eneste, som har udvist mærkbar forbedring.