Vi skal bidrage lyder en meget populær parole for tiden.
Således er vi vældig optaget af, at også de, der har mindst, spytter i kassen. Senest de studerende. Og det er desuden også vigtigt her at understrege, at det efterhånden er en dødssynd at have ondt af de studerende eller Gud nåde trøste dem, hvis de har ondt af sig selv og deres slatne bankkonti. For vi har nemlig verdens mest generøse SU-system. Ja nuvel, men vi har også et af verdens højeste skattetryk. Man fornemmer en sammenhæng... Det er vel et klassisk eksempel for omfordeling, men med krisen er det blevet så umoderne. Så heller stramninger og krav om evig taknemlighed.
Men så er det heller federe ikke at leve for en SU. Jeg har været færdiguddannet i 3 år og er efterhånden nået dertil, hvor jeg er begyndt at romantisere mine år som studerende. For det gør vi! Ja, det var en fed tid - fordi man var nyvoksen, flyttet hjemmefra og der var fredagsbar, men sgu da ikke en fed tid på grund af sine økonomiske forhold, nærmere på trods. Det var en tid med en evig bekymring om, hvordan man nu skulle få råd til bøger, julegaver og til tandlægebesøg - og en konstant frygt for sin bankrådgiver. Så mens økonomien og salget af fladskærme buldrede frem, så var min studietid fyldt af ydmygende telefonsamtaler med forældre og bankrådgiver i håb om, at de ville redde en fra total bankerot. Hvilket de gjorde - og tak for det! Men højkonjunktur min bare! Jeg var fattig studerende, hvis dyreste eje ud over min computer(betalt af min far!) var en støvsuger og en microbølgeovn, som Kisser og jeg havde splejset om sammen med penge, vi havde fået tilbage for el.
Jeg havde særligt til sidst, da jeg læste, hede drømme om en lønindtægt og min egen lejlighed.
Jeg køber simpelthen ikke præmissen om, at de studerende bevidst forlænger deres studietid pga. de lukrative SU-muligheder.
Og så et lille personligt politisk paradoks. Jeg holdt et sabbatår ml. gymnasiet og socialrådgiveruddannelsen. Jeg arbejdede(på et fjerkræsslagteri blandt andet) og var på højskole. Jeg brugte også et ekstra år på studiet pga. jeg lavede studentepolitik. Fy fy! Samtidig så langer beskæftigelsesministeren - altså min nuværende üpperboss - ud efter de ansatte på jobcentrene for ikke at have nok erfaring med det private erhvervsliv... Det er ikke let at gøre det rigtige. Jeg er dog overbevist om, at min vej til og igennem uddannelsessystemet har været helt rigtig for mig - og har bidraget positivt til mit arbejdsliv. Til trods for mit ekstra års SU mv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar