Egentligt så er jeg ikke så ambitiøs. Jeg har forlængst - og nærmest før jeg startede på studiet, forliget mig med, at jeg ikke er den nye Tine Bryld, Hanne Reintoft eller en af de andre mange(!) andre üpperseje socialrådgivere, som findes her til lands og lige inde ved siden af mit kontor. Jeg er ikke nogen fantastisk praktiker - det bliver jeg aldrig. Jeg er ikke drevet nok af en trang til at redde hele verden eller Horsens for den sags skyld - i hvert fald ikke ud fra en praktikerperspektiv. I min studietid var jeg super skarp på teori og mere på det jævne, når det kom til udførelsen. Og det har så for vidt ikke ændret sig i mit arbejdsliv.
Dette afholder mig i midlertidigt ikke fra, at jeg har en masse idealer(evt. personlige standarder) om, hvordan godt socialt arbejde skal udføres eller for den sags skyld ytre disse holdninger i både private og arbejdsrelaterede sammenhænge. Men jeg kan ikke undgå, at jeg til tider føler mig lidt som en overvægtig slankecoach, og en gang i mellem kan det være ganske utilfredsstillende, at jeg til tider mangler sammenhængen mellem mine idealer og mine metodiske overbevisninger og så selve udførelsen og mine handlingsmønstre i mit arbejde. Men det generer mig jo så ikke nok til, at jeg for alvor gør noget ved det.
Således har jeg haft en uge, hvor jeg brudt loven og har været en kælling over for et par af mine borgere uden det på nogen som helst måde har kunnet retfærdiggøres ud fra hverken fagligt(eller sagligt!) og lovmæssigt udgangspunkt. For det hænder skam, at jeg har påtaget mig "kællingeattituden" ud fra et fagligt funderet perspektiv. Men ikke denne gang - desværre.
Når det er sagt, så ved jeg, at min tilværelse som ordinær beskæftigelsesrådgiver på jobcentret formentlig er på lånt tid, og min udførelse af arbejdet er ikke helt til hundene. Jeg vil bare helst være bemærkelsesværdigt dygtig til det, som jeg foretager mig... Ja, det var der sikkert en psykolog, som kunne få meget sjov ud af at tolke på.... Det er sørme ikke sjovt at være doven perfektionist!
Over and out!
fredag den 29. april 2011
mandag den 25. april 2011
Dan Turell holdte af hverdagen - jeg holder af ferie.
1. maj er normalvis en speciel dag for mig(på trods af de sædvanlige nyhedsrepotager fra Fælledparken, om at der ingen grund til at markere første maj, og folk deltager kun i 1. maj arrangementer for at feste og drikke sig en kæp i øjet, og det krydes ofte med et interview med en fuld teenage, som er både ligeglad og uviden om dagens betydning og vedvarende relevans), men i år har 1. maj en helt særlig betydning. 1. maj begynder et nyt ferieår, og det vil sige, at jeg nu har mulighed for at afholde ferie - med løn!
Jeg fik jo aldrig "fornøjelsen" af at være ledig, da jeg var blevet færdig som socialrådgiver og kombineret med et ret intenst år som næstformand i SDS, så er det ret begrænset, hvor meget ferie/fri jeg har haft de sidste par år. Og når jeg så har haft kortere perioder med ferie, så har jeg nydt det i fulde drag.
Og her på kanten til det længe ventet ferieår, så kan jeg ikke komme udenom, at ferie er tiltrængt(også her efter 5 dages helligdagsfri). Jeg har brug en pause fra arbejde, hvor jeg både fysisk og mentalt ikke er tilstede - og der 5 dage bare ikke nok!
Jeg ved jo godt, at jeg har haft mulighed for 3 ugers ferie med feriedagpenge - og det har jeg såmænd også gjort brug af(dog ikke alle ugerne og ikke mere end en uge af gangen). Og det er jo helt grotesk, at regeringen fremadrettet har fjernet denne mulighed. For jeg kan næppe forestille mig et år i mit arbejdsliv, hvor jeg har haft brug for ferie end dette, som jeg lige har overstået. Sjældent har jeg haft brug for afstand til min hovedbeskæftigelse - mit arbejde - min hverdag som dette år. Jeg har haft brug for at sikre, at mit liv også indeholder andet end et arbejdsliv. Jeg tror, at de fleste nyuddannede socialrådgivere - eller lærere, pædagoger mv. vil skrive under på, at det første år som uddannet sjældent er en dans på roser. Ud over hele tiden at være "den nye" og dermed hende, som skal spørge hele tiden, have hjælp og uddybet såkaldte indlysende ting, så kæmper man også med at finde sig selv - finde sin professionidentitet, afprøve de tillærte metoder og få disse forenet med sig selv, sin arbejdsplads og rammerne og så sin faglige overbevisning. Og til tider har man ikke gøre andet end blot at følge strømmen for ikke at drukne i uløste opgaver og bristede faglige illusioner.
Og når det så sker, så er det, at man har brug for ferie!
Jeg er grundlæggende tilfreds med mit liv - herunder også mit arbejdsliv. Jeg har nogle skønne kollegaer, som har taget sig godt af mig - har stillet deres erfaring og viden til rådighed samtidig med, at de også har givet plads til, at jeg rent faktisk som helt nyuddannet faktisk havde en masse ny viden, nye vinkler og nye tilgange Jeg har følt mig velkommen og anerkendt som socialrådgiver, professionel og som person. Det er jeg yderst taknemlig for - MEN 1. maj vil jeg nu alligevel glæde mig over, at der er ca. 5 til 6 uger i det næste år, hvor jeg ikke skal være på arbejde, og så vil jeg drikke mig en øl, synge med på "Når jeg ser et rødt flag smælde" og sende en kærlig tanke til fagbevægelsen - og takke dem for, at de har kæmpet for jeg og mine kollegaer 6 uger om året kan få det nødvendige og tiltrængte afbræk fra vores arbejdsliv!
Jeg fik jo aldrig "fornøjelsen" af at være ledig, da jeg var blevet færdig som socialrådgiver og kombineret med et ret intenst år som næstformand i SDS, så er det ret begrænset, hvor meget ferie/fri jeg har haft de sidste par år. Og når jeg så har haft kortere perioder med ferie, så har jeg nydt det i fulde drag.
Og her på kanten til det længe ventet ferieår, så kan jeg ikke komme udenom, at ferie er tiltrængt(også her efter 5 dages helligdagsfri). Jeg har brug en pause fra arbejde, hvor jeg både fysisk og mentalt ikke er tilstede - og der 5 dage bare ikke nok!
Jeg ved jo godt, at jeg har haft mulighed for 3 ugers ferie med feriedagpenge - og det har jeg såmænd også gjort brug af(dog ikke alle ugerne og ikke mere end en uge af gangen). Og det er jo helt grotesk, at regeringen fremadrettet har fjernet denne mulighed. For jeg kan næppe forestille mig et år i mit arbejdsliv, hvor jeg har haft brug for ferie end dette, som jeg lige har overstået. Sjældent har jeg haft brug for afstand til min hovedbeskæftigelse - mit arbejde - min hverdag som dette år. Jeg har haft brug for at sikre, at mit liv også indeholder andet end et arbejdsliv. Jeg tror, at de fleste nyuddannede socialrådgivere - eller lærere, pædagoger mv. vil skrive under på, at det første år som uddannet sjældent er en dans på roser. Ud over hele tiden at være "den nye" og dermed hende, som skal spørge hele tiden, have hjælp og uddybet såkaldte indlysende ting, så kæmper man også med at finde sig selv - finde sin professionidentitet, afprøve de tillærte metoder og få disse forenet med sig selv, sin arbejdsplads og rammerne og så sin faglige overbevisning. Og til tider har man ikke gøre andet end blot at følge strømmen for ikke at drukne i uløste opgaver og bristede faglige illusioner.
Og når det så sker, så er det, at man har brug for ferie!
Jeg er grundlæggende tilfreds med mit liv - herunder også mit arbejdsliv. Jeg har nogle skønne kollegaer, som har taget sig godt af mig - har stillet deres erfaring og viden til rådighed samtidig med, at de også har givet plads til, at jeg rent faktisk som helt nyuddannet faktisk havde en masse ny viden, nye vinkler og nye tilgange Jeg har følt mig velkommen og anerkendt som socialrådgiver, professionel og som person. Det er jeg yderst taknemlig for - MEN 1. maj vil jeg nu alligevel glæde mig over, at der er ca. 5 til 6 uger i det næste år, hvor jeg ikke skal være på arbejde, og så vil jeg drikke mig en øl, synge med på "Når jeg ser et rødt flag smælde" og sende en kærlig tanke til fagbevægelsen - og takke dem for, at de har kæmpet for jeg og mine kollegaer 6 uger om året kan få det nødvendige og tiltrængte afbræk fra vores arbejdsliv!
Dan Turell holdte af hverdagen - jeg holder af ferie. Nok mest af alt fordi, jeg ikke rigtig holder ferie. Men alt dette ændrer sig 1. maj!
tirsdag den 5. april 2011
Genoplivning af blog
Who knew? Jeg er åbenbart ikke den overskudsagtige type, som kan have nyt job, ny lejlighed, nyt banklån mv. og så samtidigt skrive om det på en blog. Men her ca. 1 år efter mit sidste blogindlæg vil jeg gøre endnu et forsøg på formidle lidt tanker og overvejelser om livet som socialrådgiver og som "nyvoksen".
Status på mit arbejdsliv:
Status på mit arbejdsliv:
- 14 måneders(and still going strong) ansættelse på jobcentret
- 1 titel som tillidsrepræsentant for Dansk Socialrådgiverforening(ja, ja jeg faldt til patten)
- 1 titel som superbruger i Workbase( indrømmet er lidt uden for min comfort zone)
- 65 sager på min sagsstamme
- 2 klager over mig og min sagsbehandling herunder 1 til borgmesteren
- 0 trusler om vold
- 1 ministerbesøg på jobcentret(jeg så dog kun hendes bil...)
- Uendelige antal af "røde opgaver" og andre opgaver, som for længst burde være løst
- 1 tur på skadestuen efter uheld med et løsgående søm efterfulgt af op til flere besøg hos øjenlæge
- 1 styks smartphone - efterfulgt af et uendeligt antal fejlbeskeder, statusopdateringer mv. grundet problemer med touchfunktion
- 1 styks 3-årig niece, som bare er henrivende og helt fantastisk
- 2 fortsat levende planter i mit hjem
- 4 døde planter
- 1 nytårsfest
- 4 nedfald af knagerække
- 26 borede huller med min egen boremaskine
- Uanede mængder af rødvin indtaget i det lille hjem
Abonner på:
Opslag (Atom)