fredag den 29. april 2011

Den dovne perfektionist

Egentligt så er jeg ikke så ambitiøs. Jeg har forlængst - og nærmest før jeg startede på studiet, forliget mig med, at jeg ikke er den nye Tine Bryld, Hanne Reintoft eller en af de andre mange(!) andre üpperseje socialrådgivere, som findes her til lands og lige inde ved siden af mit kontor. Jeg er ikke nogen fantastisk praktiker - det bliver jeg aldrig. Jeg er ikke drevet nok af en trang til at redde hele verden eller Horsens for den sags skyld - i hvert fald ikke ud fra en praktikerperspektiv. I min studietid var jeg super skarp på teori og mere på det jævne, når det kom til udførelsen. Og det har så for vidt ikke ændret sig i mit arbejdsliv.

Dette afholder mig i midlertidigt ikke fra, at jeg har en masse idealer(evt. personlige standarder) om, hvordan godt socialt arbejde skal udføres eller for den sags skyld ytre disse holdninger i både private og arbejdsrelaterede sammenhænge. Men jeg kan ikke undgå, at jeg til tider føler mig lidt som en overvægtig slankecoach, og en gang i mellem kan det være ganske utilfredsstillende, at jeg til tider mangler sammenhængen mellem mine idealer og mine metodiske overbevisninger og så selve udførelsen og mine handlingsmønstre i mit arbejde. Men det generer mig jo så ikke nok til, at jeg for alvor gør noget ved det.

Således har jeg haft en uge, hvor jeg brudt loven og har været en kælling over for et par af mine borgere uden det på nogen som helst måde har kunnet retfærdiggøres ud fra hverken fagligt(eller sagligt!) og lovmæssigt udgangspunkt. For det hænder skam, at jeg har påtaget mig "kællingeattituden" ud fra et fagligt funderet perspektiv. Men ikke denne gang - desværre.
Når det er sagt, så ved jeg, at min tilværelse som ordinær beskæftigelsesrådgiver på jobcentret formentlig er på lånt tid, og min udførelse af arbejdet er ikke helt til hundene. Jeg vil bare helst være bemærkelsesværdigt dygtig til det, som jeg foretager mig... Ja, det var der sikkert en psykolog, som kunne få meget sjov ud af at tolke på.... Det er sørme ikke sjovt at være doven perfektionist!

Over and out!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Faste læsere