Ud og se med DSB - hver eneste dag

Ud over en daglig gang på et dansk jobcenter, så har jeg også min daglige gang i DSB's toge. Jeg er pendler. Og langt de fleste dage en ganske tilfreds pendler. Jeg kunne ikke drømme om at droppe togkortet for en tur i bil. Nuvel toget er forsinket(eller kører slet ikke - damm you IC4-tog!) til tider, men det er vel ikke meget anderledes end, der kan være kø på motorvejen. Til gengæld kan jeg udnytte tiden i toget til at læse og drikke alt for dyrt to-go kaffe.

Men uanset min tilfredshed med pendlertilværelsen, så er der elementer - som oftest relateret til mine medpassagerer, der simpelthen tester mit temperament og tålmodighed til det yderste. Her en lille top 5:

1. Folk, der taler/larmer i stillekupéen. Der er ingen undskyldninger for det. Til gengæld er der et helt tog ud over disse 15 pladser, hvor der er rig mulighed for at snakke, larme, bruge sin mobil MED tastaturlyde og i det hele taget til at "glemme" at sætte sit mobil på lydløs.

2. Folk, der ligner typer, som vil snakke/larme i stillekupéen. De træder ind - og lige med det samme har man på fornemmelsen, at de der - de kan ikke tie stille. Således bruges tiden på at skumle og vente på, at de larmer så meget, at man kan tysse på dem. Det er ren stress, og det kan ødelægge en hver togtur at skulle overvåge potentiale stillekupéforbrydere

3.Folk, der ikke kan forstå konceptet "først ud, så ind". Det er meget simpelthen. Toget holder ved stationen. Nogen skal af - nogen skal på. Det er åndsvagt logisk, at det er lettest, at de som skal af toget, får lov at stige af, for derefter så de, som skal på, stiger ind. Der er endda opsat skilte på togdøren til at forklare denne meget simple logik. Alligevel går galt igen og igen. Alt for ofte, er der folk, som er overbeviste om, at ved mindre de styrter ind i toget, så snart dørene åbnes, så kommer de ikke med toget. Det er pisseirriterende. Det forlænger processen og vi andre bliver ramt af sportstasker og kufferter.

4.Folk, der står i vejen. Her forstås folk, som med kufferter og familiemedlemmer stiller sig midt på perronen, så samtlige mennesker skal gå uden om(træk ind i midten!!). Ligeså folk, som stopper op og hilser/knusser familiemedlemmer, lige ved toppen af rulletrappen(ja, I står i vejen!) og så folk som med første skridt ud af banegården stopper for at tænde en cigaret eller orientere sig(træd nu til siden!)

5.Børn. Eller ikke alle børn. Mest af måske visse børns forældre. De forældre, som har opgivet at underholde/holde barnet i bare nogenlunde ro, og som fra den lille husholdningen er vant til barnets skrig/sang/hopperi mv. og derfor er i stand til at ignorere denne adfærd- Det er vi andre ikke. Og det er børn, så kan ikke tysse. Dette toppes næsten kun af de forældre, som slet ikke kan se det ualmindelig irriterende i, at de lader børnene se Postmand Per og Ramasjang med lyd og uden høretelefoner. Således befinder hele kupéen i et eller andet ufrivilligt sært hørespil.

Og så er der dyr i toget... Det trumfer vist det hele - i livet og særligt i pendlerlivet. Er ikke nogen dyreven og har derfor ikke noget behov for at have Kingo som medpassagerer.