lørdag den 23. august 2014

Damen på kommunen takker af



Det er vildt! Om en uge har jeg haft min sidste dag på jobcentret, i hvert fald for denne gang. Stillingen er sagt op, kontoret er snart ryddet og den gennemsnitlig lønindtægt er skiftet ud med en magelig tilværelse på SU(igen og nu med fast ejendom og boliglån...). Fra september er jeg kandidatstuderende på pædagogisk sociologi på Århus Universitet. BUM!

Beslutningen blev truffet for godt et halv år siden. Men overvejelserne har været der længe, ja nok i virkelig allerede på socialrådgiverstudiet. Jeg er blevet mødt med stor forståelse og interesse på jobcentret. Min leder har endda pippet noget om, hvis ikke hun havde hus og 2 skilsmisser, så var hun klar til at følge med.

Jeg har glædet mig, og har sandt sige også været en anelse demotiveret i forhold til mit arbejde her over sommeren. Beklager, jeg kommer muligvis til at koste et par refusionskroner, men satser på en imponerende slutspurt. Er også i dag kommet til at sende en mail til den helt forkerte. Det er både pinligt, lidt kritisk og har muligvis også optrappet en konflikt mellem jobcenter og en anden forvaltning i kommunen. Hov og farvel...!

Men afskeden nærmer sig og knuden i maven vokser. Afsked med gode kollegaer - venner, som betyder alt i forhold til arbejdsglæden. Dem har jeg heldigvis haft mange af. Det er også afsked - eller i hvert fald et midlertidigt på gensyn til mit fag. Og det er jeg måske ikke helt klar til. Socialrådgiver er et job, men det er også et identitetsskabende erhverv, hvor man kærer om samfundets svageste og deres muligheder for at udnytte deres potentiale. Og det er ikke sådan at holde op med. Så mens jeg sad og så "Socialrådgiverne" på DR1 og følte stolthed over for mit fag og fagfæller, ja så havde jeg slet ikke lyst til at stoppe. Jeg er faktisk heller ikke spor interesseret i at stå i en anden fagforening end Dansk Socialrådgiverforening. Det er og vil fortsat være en del af mig og min faglighed.

Og så er der mine borgere - og ja, der er flere smertebørn. Både dem, som ingen andre vil røre eller rumme, og så dem, som rummer så meget potentiale, at hvis vi som system vil tilbyde dem den tilstrækkelige hjælp og acceptere deres udviklingstempo, så de nå både deres egne og systemets mål. Der er særligt et par stykker, som jeg saksusme gerne fortsat vil følge.
Jeg er ret realistisk omkring, at jeg ikke har gjort store forskelle for de mennesker, som har mødt mig på deres vej rundt i systemet. Der kan godt være lidt langt mellem snapsene på jobcentret, når der er lavkonjunktur og målgruppen er millimeter fra en førtidspension og stemningen er lidt panik før lukketid. Og succes desuden ofte defineres ud fra interne kvalitetsstandarder med fokus på målbar evidens. Men der har været små succeshistorier og mange smil, trods svære og ulykkelige situationer.

Men beslutningen ER truffet. Min afløser er endda fundet. Introdagene venter allerede på tirsdag, og jeg glæder mig jo. Jeg er også overbevist om, at det er den rette hylde og næste skridt mit liv(nu hvor jeg så dårlig til at gå til 'mand og børn'. Men den ændrer nok ikke ved, at knuden i maven, når at blive en klump i halsen til på fredag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Faste læsere