Lidt om mine kære borgere

Nu er mit arbejde - og mine muligheder for at udtale mig i detaljer herom naturligvis begrænset af et uomtvisteligt krav om tavshedspligt. Og når jeg nu nedenfor har tænkt at ytre mig lidt om "mine" borgere, så skal ingen frygte, at oplysninger om deres liv og livsforførelse nu tilhører cyberspace.

Jeg kalder de kontanthjælpsmodtagere, som jeg arbejder med/for for borgere. Men kært barn - mange navne. Officielt så tror jeg nok, at de skal kaldes for "kunder", men hvad er det lige, som de køber? Og jeg tvivler på, at der kan levere varen tilbage, hvis de ikke er tilfredse... Så er der naturligvis en gammel kending som "klient". Men denne betegnelse døde vist i 90'erne sammen med bistandsloven. Så er der "bruger" - en betegnelse som jeg i nogen sammenhænge ganske godt kan lide, men på en eller anden måde, så kræver "bruger" en helt anden form for frivillighed end den jobcentret kan tilbyde. Og således er vi tilbage ved "borger". Jeg bruger udtrykket, dels fordi jeg synes, at det er ret neutralt. Vi er alle borgere - i Danmark, i den region og i den kommune, hvor vi bor, og med betegnelsen borger understreger jeg også, at min involvering i deres liv og sag, skyldes at de er borgere i Horsens Kommune, og det også Horsens Kommune, som har ansvaret for, at deres sag forvaltes korrekt og efter gældende retsregler(f.eks. ved at ansætte kompetente medarbejdere som mine kollegaer og jeg selv :-)) Hertil kan man ligeså antyde, at som borger har man ligeså en borgerpligt - uagtet om man modtager kontanthjælp, sygedagpenge, tjener kassen eller blot nok til dagen og vejen. Så gør din pligt og kræv din ret. Til tider har det politiske Danmark dog en tendens at skyde lettere forbi i forhold til, hvad der er en passende "pligt" for nogen af vores mest udsatte sjæle...

Det er de udsatte sjæle, som dagligt udfordrer mig - på både godt og ondt. Jeg glædes og skuffes i samme omfang over pt. 58 forskellige skæbner, som kan være sørgelige, sølle, hjerteskærende, irriterende, frustrerende og til tider decideret sære. Men jeg tænker sjældent på disse skæbner som selvforskyldte.Og hermed vil jeg gerne aflive samfundsnasseren. Indrømmet jeg støder på borgere, hvor man kan antyde, at de har en særlig evne til at brænde deres broer i samme takt, som de bygges op og op igen. Men hvis de var i stand at agere anderledes - ændre adfærd - hanke op i dem selv, så er jeg ikke det mindste i tvivl om, at 99 % af dem vil gøre det. For det er sjældent lykkelige skæbner jeg møder. Og tilværelsen som kontanthjælpsmodtager er ofte også forbundet med såvel økonomisk som social marginalisering.Jeg møder sjældent "den lykkelige kontanthjælpsmodtager", som ikke heller vil have et almindeligt arbejde og være som folk er flest.

Blandt borgere mine, tæller jeg narkomaner, alkoholiker, hjemløse - folk med fysiske og psykiske lidelser. Herunder folk med angst, depression, tvangstanker og forstyrrede personligheder af forskellig art plus meget andet. Og til tider kan være en stor sammenblanding af det hele.

Jeg tror grundlæggende, at mennesket formes af livet. Formes af sine omgivelser og oplevelser - og nogle af mine borgere har været lidt uheldige på den front. For nogen er det en livslang oplevelse af uheldige og forfærdelige hændelser og for andre kan det være en enkelt hændelse, som slår dem til tælling på jobcentret og medfører betegnelsen "kontanthjælpsmodtager med problemer ud over ledighed". And that's no fun....